FSC® certificering
Spørg efter vores certificerede produkter
Einar Risør Finerhandel A/S er FSC® certificeret under certifikat nr.: PBN-COC-011798 og PBN-CW-011798.
Hent certifikatet her: fsc-certifikat
FSC® er verdens mest ambitiøse globale certificering til ansvarlig skovdrift og din sikkerhed for træ og papir fra veldrevne skove og andre ansvarlige kilder. FSC® arbejder både for natur og menneskers vilkår i verdens skovområder. FSC® bakkes op af anerkendte NGO’er som WWF Verdensnaturfonden og Verdens Skove.
Skove har enorm betydning for både mennesker, natur og klimaet. Vi skal værne om skovene, så fremtidige generationer kan drage nytte af dem, ligesom vi gør det i dag. FSC® er vigtig som ét af redskaberne til netop at sikre dette.
Se mere på hjemmesiden www.fsc.dk

Skovene har mange vigtige funktioner for vores samfund, natur og klima.
De skaber økonomi og indtægter gennem salg af træ. De skaberarbejdspladser lokalt, og de giver os alle oplevelser. Samtidig lagrerskovene CO2 og er hjemsted for en meget stor del af dyrelivet, biodiversitet og mennesker, som bor i og omkring skovene. Faktisk er mere end 25% af verdens befolkning afhængig af skovene for at overleve ifølge FN’s fødevare- og landbrugsorganisation FAO.
Som certificeringsordning til ansvarlig skovdrift er FSC® et værktøj til at sikre, at nuværende og kommende generationer kan nyde godt af skovens mange funktioner. Herudover bidrager FSC® til at løse nogle af de udfordringer, som skovene står over for, når det gælderbiodiversitet, socialeforhold og afskovning, og andre udfordringer som eksempelvis den globale opvarmning og CO2.
FSC® stiller en række specifikke krav ude i skovene, som har stor betydning for vores klima, for mennesker, lokalsamfund, dyrelivet, naturen og de kommende generationer.
Lovligt træ
Det allerførste princip i FSC´s regelsæt for skovcertificering kræver, at FSC-certificerede skovejendomme overholder alle gældende love og regler. Det indebærer blandt andet, at træ skal fældes lovligt, at der betales lovpligtige afgifter og skatter samt at træet sælges på almindelige markedsvilkår.
Afskovning ikke tilladt
Et af de grundlæggende krav for at en skovejendom kan FSC-certificeres er, at skovejeren ikke fælder mere træ, end skoven kan nå at reproducere, hvad enten det er på naturlig vis og/eller via genplantning. Med andre ord, at skovdækket bevares, og der ikke forekommer afskovning.
Beskyttelse af biodiversitet, truede arter og andre naturværdier
I FSC-certificerede skove skal skovejeren beskytte naturværdier.
Eksempelvis:
- Sjældne og truede arter og deres levesteder.
- Naturlige vandløb og vådområder (bække, søer og floder o.l.).
- Områder med høj bevaringsværdier (høj biodiversitet, intakte skovlandskaber, drikkevand og grundvand o.l.).
Der skal også tages andre hensyn til biodiversiteten. I en dansk FSC-skov sker det eksempelvis ved, at der skal efterlades trætoppe, højstubbe og træer til henfald og død, at dele af skoven skal stå urørt, og at der skal tages særlige hensyn til følsomme fuglearter.
Respekt for oprindelige folks rettigheder til brug af skovene
I en FSC-skov er det et krav, at skovejeren respekterer oprindelige folks rettigheder til at bruge og have adgang til skoven. Det betyder også retten til at forvalte skov og adgang til de ressourcer, som skoven kan give.
Fair løn og ordentlige arbejdsforhold for skovarbejderne
I en FSC-certificeret skov er det et krav, at arbejderne er uddannede, får en anstændig løn og har ordentlige arbejdsforhold – eksempelvis i forhold til sundhed og sikkerhed. Herudover skal de grundlæggende arbejdstagerrettigheder baseret på ILO-konventioner respekteres.
Ligestilling for skovarbejdere
FSC stiller en række krav til, at certificerede skovejere fremmer ligestilling mellem kønnene. FSC kræver eksempelvis, at kvinder og mænd har adgang til samme jobs på samme vilkår, betales den samme løn for det samme arbejde, og kvinder opfordres til at deltage aktivt i alle typer arbejde. Herudover kræver FSC, at der er systemer på plads, der fremmer ligestilling og forhindrer diskrimination.
Gode relationer og støtte til lokalsamfund
Skovejeren skal give lokalsamfundet rimelige muligheder for eksempelvis beskæftigelse ved at hyre lokal arbejdskraft, hvis muligt, og mulighed for at bruge skoven til rekreative formål, undervisning og andre formål. FSC kræver også, at skovejeren har jævnlig kontakt og dialog med naboer og brugere af skoven, hvis skovdriften har indflydelse på dem. Herudover er det et krav, at skovejeren bidrager til økonomisk og social udvikling i lokalsamfundet – eksempler herpå er skovejere, der finansierer bedre adgang til drikkevand og skolegang.
Beskyttelse af økosystemtjenester
Skovejerne kan udover at være FSC-certificeret bruge FSC til at dokumentere, at de gør en ekstra indsats for at beskytte bestemte økosystemtjenester som vand og biodiversitet i deres skov og tiltrække investorer, som gerne vil sponsorere dette.
En sund skovforretning
FSC kræver, at skovejeren sikrer en økonomisk ansvarlig skovejendom. Blandet andet ved, at der ud over salg af kvalitets træ også kan tilbydes jagtleje og andre goder og skovprodukter, der kan give indtægter. Men også ved at hugsten ikke overstiger skovens tilvækst.
Økonomisk incitament til ansvarlig skovdrift
Med en FSC-certificering får skovejere adgang til flere markeder, mulighed for at få merpriser for deres træ og en skovejendom, som vil være mere interessant for investorer. Med stigende efterspørgsel på certificerede produkter, øges det økonomiske incitament til certificering og ansvarlig skovdrift.
Strikse krav til brug af pesticider
FSC-certificerede skovejere må ikke bruge pesticider, der er forbudte ifølge FSC’s pesticidpolitik, til bekæmpelse af skadedyr og skal generelt undgå pesticider. FSC’s pesticidpolitik er mere striks end almindelig lovgivning på området.
Beskyttelse af kulturelle værdier
FSC kræver, at områder med arkæologisk og historisk betydning såsom fortidsminder beskyttes. Det gælder også områder med vigtig kulturel, økologisk, økonomisk eller religiøs betydning for lokalsamfund og oprindelige folk. Eksempelvis hellige pladser og gravpladser.
Vidste du?
Træ oplagrer kulstof både i skovene og i varige træprodukter, hvorved CO2 indholdet i atmosfæren nedbringes.